Street food

Rundt omkring i gaderne i Gøteborg er der dukket forskellige små food-trucks op, som tilbyder altfra Argentisk til japansk mad. Her kan du se en oversigt over de forskellige food-trucks. Hvis man vil have street food i en mere koncentreret form, så er Lindholms Street Food Market et godt bud. De har samlet kokke fra forskellige restauranter rundt om i Gøteborg samt bryggerier og andet godt folk og skabt noget der minder lidt om en blanding af Papirøen og Westmarket i København. Stedet har ferielukket i perioder, så husk at tjekke deres åbningstider.

Torvehaller

Stora Saluhallen på Kungstorget er Gøteborgs største torvehal; den stammer helt tilbage til 1889. Med over 40 boder og små spisesteder er det stedet, hvor mange spiser frokost på hverdage, og mødes på indkøb på lørdage. Søger I et tip til et spisested med traditionel svenskmad? Kåges Hörna & Bar er et typisk sted for en svensk torvehal; her kan I få traditionelle, men virkeligt gode, svensk retter. Briggen torvehal torvehal er et andet populært sted til frokost; her er ekstra hyggeligt om sommeren, når udendørs serveringen breder sig ud over fortovet.


De lokale favoritter

Grillköket Jonsborg på byens hovedstrøg ”Avenyn” er populær blandt de lokale for stedets Halv Special, men der er overhovedet ikke noget ”halvt” over delikatessen; den er snarere Helt Special. Her får I en hotdog-pølse på en lunet bolle sammen med umanerligt store mængder kartoffelmos og lidt rejesalat på toppen. Det er specielt, det er svensk – og det er lækkert!

Tips til oplevelser?

I kan opleve Sveriges største fiskeriauktion i fuld vigør, men I skal stå tidligt op. Tag ud til Fiskhamnen og besøg Fiskeriauktionen alle hverdagsmorgener kl. 6.30 (mandage dog kl. 7.00). Som gæster kan I ikke byde på fangsterne – så I står pludselig ikke med 10 kasser østers! – men I kan opleve de bedste køkkenchefer i Gøteborg og indkøbere fra hele Sverige overbyde hinanden i jagten på de berømte fangster fra havet ud for den svenske vestkyst.